Vi er en evangelisk-luthersk valgmenighed med ca. 145 børn og voksne, der ønsker at være tro mod Bibelen og kirkens bekendelsesskrifter. Menigheden er trofast omkring gudstjenesterne og ser det som en fælles opgave at løfte opgaverne. Vi holder vores gudstjenester i Agerskov Kirke, og har en god kontaktflade, bl.a. gennem legestue og vores onsdagsmiddage. Desuden er der et positivt og frugtbart samspil med missionsforeningerne i lokalområdet.

Du er en personlig kristen, der vil tjene Gud og mennesker gennem en række konkrete opgaver i vores menighed. Vi er spændte på at høre om din baggrund, for vi tror faktisk mange forskellige mennesker kan byde ind på opgaverne nedenfor!  Det afgørende bliver kombinationen af kald, baggrund og relevant erfaring. Vi vil vægte ansøgere, der kan dække flest mulige af opgaverne, arbejde selvstændigt, og som kan bidrage med gode ideer og en kreativ tilgang.

Vi kunne tænke os din hjælp til nogle af disse opgaver! – og måske kan du byde ind med noget helt andet?

Gøre synlig

Dine opgaver bliver bl.a.:

  • At opdatere valgmenighedens hjemmeside og synliggøre os på Facebook
  • Formidle menighedens aktiviteter indadtil og udadtil
  • Ajourføre og videreformidle vores gudstjenesteliste og aktivitetskalender til diverse medier

Hjælpe til

Dine opgaver bliver bl.a.:

  • I samarbejde med præst og tjenestegrupper at planlægge nogle af disse aktiviteter: Legestue, Onsdagsmiddag, Opstartsmøde for konfirmander, Konfirmandlejr mv.
  • At booke lokaler, stå for indkøb, trykke programmer og sangblade mv. ved menighedens aktiviteter
  • At finde organist/pianist samt frivillige til de opgaver, der ligger ud over tjenestegrupperne
  • I samarbejde med præsten at stå for pleje af frivillige, herunder fornyelse af tjenestegrupperne gennem inddragelse af nye hjælpere

Stå for

Dine opgaver bliver bl.a.:

  • At være leder for valgmenighedens legestue, der mødes torsdag formiddag (udenfor skoleferierne).
  • At træde ind og lede enkeltstående opgaver, når behovet opstår.

Spille klaver/orgel ved gudstjenesterne

Kan du spille klaver/orgel, kan en del af stillingen bestå i at spille til nogle af menighedens gudstjenester og kirkelige handlinger. 

Se mennesker!

Som medarbejder i valgmenigheden kommer du tæt på mange mennesker. Så vi forventer du har syn for det enkelte menneske, du møder, og vil arbejde på at lære menigheden at kende. Vores mål er ikke først og fremmest at lave aktiviteter. Det er at møde mennesker med evangeliet – i ord og handling.

Vilkår

Du refererer til menighedens bestyrelse, og vil i det daglige indgå i et samarbejde med valgmenighedens præst.

Stillingen er normeret til 20% af fuld tid.

Lønnen vil være på niveau med aflønningen i en tilsvarende sognemedhjælperstilling i folkekirken.  Indplacering sker efter kvalifikationer og anciennitet. Der ydes ikke rådighedstillæg. Der gives 12% i pension.

Vi behandler løbende de ansøgninger der måtte komme, og man kan altså søge indtil vi har fundet den rette.

Ansøgning, CV samt relevante bilag stiles til menighedens formand, der også står til rådighed med yderligere information.

Poul Arne Nyborg

Bovlund Bjergvej 36

6535 Branderup

Mail: poularne@nyborgs.dk

Tlf: 3072 4970