Spørgsmål og svar på hvad en valgmenighed er…
Er en valgmenighed en del af folkekirken?
Ja, Valgmenigheder hører under folkekirken
Medlemmer af folkekirken, der ønsker at danne en særlig menighed inden for folkekirken med en af dem valgt person som præst, har på de i §§ 2-3 nævnte betingelser ret til at få denne valgmenighed anerkendt som led af folkekirken. (§1 i Valgmenighedsloven fra 1972)
Agerskov Valgmenighed blev oprettet i 2010 og blev samtidigt en del af folkekirken
Hvordan starter man en valgmenighed?
For at kunne starte en valgmenighed skal man ansøge kirkeministeret med underskrift fra 50 folkekirkemedlemmer.
Er jeres præst en folkekirkepræst?
Ja, valgmenighedspræsten Jakob Rahbek er (og skal være) folkekirkepræst og kan derfor varetage en hvilken som helst gudstjeneste eller kirkelig handling i hele folkekirken. Præsten har også samme uddannelse som enhver anden præst i folkekirken. Agerskov by har således to folkekirkepræster (en sognepræst og en valgmenighedspræst).
Hvor kommer pengene fra?
Valgmenigheden skal selv afholde alle udgifter – deriblandt aflønning af præsten, leje af kirke, brug af organister mm. Pengene kommer fra valgmenighedens medlemmer og fra indsamlinger under gudstjenesterne.
Betaler valgmenighedens medlemmer kirkeskat?
Nej, modsat alle andre folkekirkemedlemmer skal valgmenigheds medlemmer ikke betale kirkeskat. Medlemmer af Agerskov Valgmenighed opfordres derfor til at give det beløb til valgmenigheden, som de sparer ved ikke at skulle betale kirkeskat.
Er det dyrere at blive begravet, når man er valgmenighedsmedlem?
Nej, ikke for medlemmer af Agerskov Valgmenighed. Agerskov Valgmenighed dækker nemlig det begravelsestilskud, der bortfalder, når man går fra medlemsskab af sognekirken til medlemsskab af valgmenigheden.
Hvordan bliver man medlem?
Hvis man kan tilslutte sig § 2 og § 3 i valgmenighedens vedtægter, kan man optages som medlem ved at henvende sig til valgmenighedens præst og anmode om optagelse i valgmenigheden.
Hvad står der i § 2 og § 3 i valgmenighedens vedtægter?
§2. Bekendelsesgrundlag:
- De bibelske skrifter som Guds inspirerede og urokkelige ord som eneste kilde og norm for kristen lære og liv.
- Den danske folkekirkes bekendelsesskrifter (Den Apostoliske, den Nicænsk-konstantinopolitanske og den Athanasianske samt Den augsburske Bekendelse og Luthers lille Katekismus) som sand og forpligtende tolkning af de bibelske skrifter og sakramenternes anvendelse.
§3. Formål:
Valgmenighedens formål er i tillid til ovenstående at forkynde evangeliet, forvalte dåben og nadveren og arbejde for mission, diakoni og kristenlivets vækst.