Vi havde ikke gudstjeneste langfredag i år. Derfor har jeg fundet en gammel langfredagsprædiken, skrevet  i 1866 af Albert Leth. Prædiken viser – bl.a. ved Jesu ord på korset (som jeg har markeret med fed skrifttype) – hvor stærk Jesu store kærlighed var mod os på korset.

Jeg har forenklet sproget en lille smule. Håber I vil glæde jer over budskabet. Skriv gerne en kommentar nederst – og rigtig glædelig påske til jer alle.

Kærlig hilsen Jakob Rahbek, valgmenighedspræst

 

Kristi kærlighed under korset smerte
af Albert Leth 1866

Han har tømt smertens bæger. Han har bøjet sit hoved og opgivet sin ånd. Dette er enden på den sørgelige historie om vor Herres og frelsers lidelse. Fra verdens første dag og indtil den dag i dag er der intet sket, der er så forfærdeligt, så himmelråbende som hvad der skete denne dag. For uanset hvor mange mørke gerninger der er blevet begået på jorden, så når det ikke op på højde med denne forbrydelse mod Jesus. Der er ingen gerning, der vidner alvorligere om den menneskelige råddenskab end denne, og der er intet, der med stærkere farver skildrer os, hvad menneske kan blive til, når de vender sig bort fra Gud og giver den onde magt og rum i deres hjerter. Det er forfærdeligt at se den overdådighed af ondskab, der hændte denne dag:

1. Den elendige forræders sorte troløshed,
2. De hovmodige hykleriske farisæers djævelske sind,
3. Den rå mængdes vilde og blinde raseri.

Men det er også forfærdeligt at se al den fejhed og usselhed, der hændte denne dag:

4. Både den uretfærdige dommer, som af menneskefrygt valgte, at de ugudeliges ønske skulle ske,
5. men også hos de stakkels svage disciple, som sov, mens Herren Jesus var så bange og bedrøvet indtil døden og som senere flygtede, da han blev grebet, og benægtede ham, da han blev dømt.

Sandelig, hvis ikke denne historie havde indeholdt andet, og hvis vi i den ikke så andet end ugudelighedens, ondskabets, hævnens og alle foragtelige lysters sejr over renhed, uskyldighed og hellighed, da ville det vel være bedst at glemme dette optrin, der er så oprørende og så vanærende for menneskeslægten.

Men der er også noget stort, herligt og glædeligt at skue på Golgata, også selvom vi må forfærdes når vi ser derhen. For selvom vi med hele vort inderste må skælve ved at se det uforsonlige had, som den vantro onde verden forfulgte ham med, der var sagtmodig og ydmyg af hjertet, som ikke gjorde synd og i hvis mund der ikke fandtes svig, så er det et opløftende syn at se Kristus på korset. For når vi vender os til ham, som var en genstand for de ugudeliges forfølgelse, så ser vi hans højhed, mildhed og ro. Vi ser hans altomfattende, alttilgivende, altopofrende, altovervindende kærlighed. Og derfor vil vi vende vore øjne bort fra verden og i stedet fæste dem på den korsfæstede Herre og betragte Kristi kærlighed under korsets smerte. Der på koret vil vi se tre vidunderlige ting, nemlig kærlighedens storhed, kærlighedens kamp og kærlighedens sejr.

Kærlighedens storhed

Hele Jesu liv var en åbenbaring af den evige kærlighed, men hans død var så og sige kærlighedens mesterstykke. Derfor ses hans kærligheds storhed allerklarest under korsets smerte.

Det er jo hele kærlighedens væsen, ikke at se hen til sit eget, men til andres vel, og dermed viser kærlighedens storhed sig særligt under trængsler og lidelser, fordi den også i lidelser ikke lægger mærke til sin egen smerte, men kun de elskedes.

Se nu denne kærligheds storhed hos din frelser!

Han hænger udstrakt på et kors, under smerte, så frygteligt, at den blotte tanke får os til at skælve. Da ser han sin mor stå ved korset med den disciple han elskede, og Jesus bevæger sin læber for at tale, ikke for at klage over sin pine, men for at bringe kærlighedens trøst og lægedom til dem, han elskede. Han siger til sin mor: ”Kvinde, dér er din søn! Derpå sagde han til disciplen: ”Dér er din mor!” Fra den time tog disciplen hende til sig.

Hvor modsætningsfyldt står ikke Herrens disciple i forhold til denne kærlighed. Deres kærlighed var ikke større, end at de alle forlod ham og flygtede. Hvor anderledes end Jesus er ikke især Peter, som i fristelsens time kun så sin egen fare og derfor glemte sandhedens og kærlighedens pligt. Det fik ham til at han forbandede sig og sværge på, at han ikke kendte dette menneske. Ja hele menneskeslægten må stå skamfulde, når vi sammenligner os med Jesu kærlighed. For vi ved jo at et menneske under store farer og svære skæbner, som truer med pludselig og almindelig undergang, plejer at løse alle bånd, så at det kun tænker på at redde sig selv. Ja selv i det daglige livs trængsler, så bliver mennesker ofte kolde, stridbare og ødelæggende i de menneskelige forhold, som skulle have været de ømmeste og helligste, så som ægteskabet og blodets bånd. Og derfor, I, som er i sådanne forhold, I mænd og hustruer, I forældre og børn, I venner og kollegaer, gå ud til korset og se kærlighedens storhed. Se, hvordan han elskede sine egne indtil døden! Tænk på, hvad I har lovet hinanden og tag den beslutning, at I ikke vil falde fra i fristelsens tid, ikke vil lade sorg og smerte gøre jer feje og svigtende, men at I vil lade korset forene jer endnu inderligere til hinanden i kærlighed.

Men kærlighedens storhed gælder ikke blot vores nærmeste familie og venner. For som Herren engang sagde: Den, som gør min fars vilje, som er i himlene, han er min bror og søster og mor. (Matt 12,50) Paulus siger også til dem, der er døbt til Kristus og har iført sig Kristus ”Her kommer det ikke an på at være jøde og græker, ikke på at være træl eller fri, på at være mand eller kvinde, for I er alle en i Kristi Jesus” (Gal 3,28). Derfor skal kærligheden omfatte hele samfundet med fuldkommenhedens bånd og udvide hjerterne mod alle. Du skal ikke mene, du, som er en kristen, at noget menneske er dig fremmed, ej heller at nogen menneskelig nød er dig uvedkommende. Dersom du har jordisk gods, da er det givet dig, ikke blot til dig selv og dine nærmeste, men også til de fattige, til enkerne, til de faderløse og de fremmede. Dersom du har åndelig rigdom, da har du den ikke, for at du med den skal trøste og styrke dig selv alene, men trøstens ord skal udgå fra dine læber til alle dem, der er bange og er bedrøvet. Du skal altså på ingen måde gå forbi dem og lade dem være alene med deres sorg, men du skal tænke på Herrens ord og vide at ”disse er mine brødre og søstre.”

Men kærlighedens storhed går endnu helt ud til vores fjender. Kærlighed er en mild ild, der varmer hjertet sådan, at al verdens uret, al menneskenes ondskab, ikke kan bringe kulde og bitterhed derind. En sådan kærlighed kræver Herren, når han siger ”Elsk jeres fjender, velsign dem, som forbander jer, gør godt mod dem som hader jer, og bed for dem, som gør jer skade og forfølger jer.” (Matt 5,44) Og denne kærlighedens storhed finder du hos ham, når du går ud til hans kors.

Menneskelig ondskab kan vel ikke udtænke noget værre, end det Jesu fjender gjorde mod ham, men det gør ikke Jesus bitter. Han ser ud over dem – ikke med vrede, men med kærlighed – og beder for dem: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. Du har måske også fjender. De har måske gjort dig stor uret, men hvad er det gjort mod dig, som kan sammenlignes med dette? Og hvem er du? Et syndigt og skrøbeligt menneske, som selv ofte gør uret og ikke ved, hvad du gør. Men når da din frelser, som er ren og hellig, kan bede for dem, der med himmelråbende uretfærdighed behandler ham, som den groveste forbryder, hvad er da passende for dig, som er en synder, andet end at tilgive og bede for dem, som har handlet ondt mod dig? Ville I dog blot gå med os, I, som finder hævnen sød, og det falder så tungt at opofre vreden. Ville I dog gå med os til korset, så I måtte se kærlighedens storhed. Så ville I skamme jer over jer selv og gå hen og tilgive jeres brødre og lade kærligheden skjule en mangfoldighed af synder.

Kærlighedens kamp

”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner” siger Herren Jesus Kristus (Joh 15,13). Han siger det om sig selv, for denne store kærlighed har han. Han gav sig selv hen for os, fordi han elskede os (Ef 5,2). Vi er blevet så vant til at sige, at Kristus gav sig selv hen for os, at vi måske ofte slet ikke tænker på, hvor meget der ligge i de ord. Lad os derfor gå ud til korset. Lad os se, hvad det betyder, at han gav sig selv hen for os. Ja, lad os se kærlighedens kamp, så at vi bedre kan forstå dens storhed.

Vi ser Jesus, som gik omkring overalt og gjorde vel. Hans ord var fulde af nåde og sandhed. Hans gerninger var gjort i Guds kraft, og hans liv var præget af fuldkommen renhed og kærlighed. Men nu ser vi ham gå ud med en forbryders dom over sig. Han går mellem domfældte forbrydere, som virkelig har fået som de fortjente. Behøvede Kristus at finde sig i denne vandring? Nej, det havde kun kostet ham et ord og så ville han i stedet været blevet ledsaget af en jublende mængde til den kongelige trone, hvor han ville have fået sat en guldkrone på sit hoved og hersket med vælde over netop de mennesker, der nu krævede hans blod. Når du så husker på, at Jesus Kristus var et sandt menneske, som du, fælles med dig i alle menneskelige vilkår (synden undtaget), fælles med dig i alle menneskelige følelser, (de urene undtaget), forstår du det så.

Forstå du da kærlighedens kamp?

De fastgjorde hans legeme til korset på Golgata. De gennemborede hans hænder og fødder med nagler. De spottede ham i hans kvaler. De hånede ham ved at kalde ham jødekonge. De bad ham hjælpe sig selv, når han nu har hjulpet andre. De opmuntrede ham til at stige ned fra korset, så de kunne se og tro ham. Fulde af spot opfordrede de Gud til at frelse ham, om ham havde lyst til det, og dermed bevise, at Jesus var Guds Søn. Kun et ord skulle der til! Og englenes legioner havde været klar til at tjene ham. Men Jesus tav, selv han var et menneske ligesom dig.

Forstå du så kærlighedens kamp?

Han blev en mand – siger profeten Esajas – fuld af pine, slået og plaget af Gud (Es 53,4) Det er et forfærdeligt ord: ”af Gud” og hvor meget vi end gyser ved tanken om hans legemlige lidelser, så var de dog intet imod det, som sjælen måtte lide, da han blev en mand, slået og plaget af Gud. Det ser vi allerede i Getsemane, hvor han skælver og hans sjæl er fortvivlet til døden. Du ser det samme på Golgata: ”Men fra den sjette time faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time, fordi solen formørkedes. Men ved den niende time råbte Jesus med høj røst: ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” Fæst dog dit øje på dette lidelsesfulde skrig. Verden har bragt ham, hvad den har af kval, og nu tillukker også himlen sig for ham. Den indhyller sig i mørke og bringer nat ind i hans sjæl. Han er helt og aldeles forkastet og udskudt på jorden, og nu er han forladt også af Gud.

Forstå du nu kærlighedens kamp?

Kan du forstå, hvad det betyder, at han gav sig selv hen for os?

Kan du forstå, hvorfor hans sved faldt, som blodsdråber til jorden i Getsemane Have?

Kan du forstå hans sjæl dybe tørst på korset, da livets kilder var lukket for ham, og han råber ”Jeg tørster”?

Men hvad sind vil du vel have mod ham, som for verdens synd og også for dine synds skyld har været forladt af Gud, og som har elsket dig således at han ville kæmpe denne svære kærlighedens kamp – for dig?

Kærlighedens sejr

Efter at have set på kærlighedens storhed og kamp, så lad os her til sidst også se og glæde os over kærlighedens sejr. Da Jesus havde taget eddiken, råbte han ”Det er fuldbragt!” Dette er et ”Victoria” et sejrsråb, som lyder fra Golgata.

Victoria! Det er fuldbragt!

Han lider ikke mere. Alle hans fjender er overvundne. Mørket er veget fra hans sjæl. Lys og klarhed er vendt tilbage. Han er ikke længere forladt, men han har fundet sin far, og han ser op til ham og siger ”Fader, i dine hænder betror jeg min ånd”.

Victoria! Det er fuldbragt! Alle vores fjender er overvundne. Synd – Død – Djævel – Helvedet – de er alle besejret og må flygte.

Det er fuldbragt! Synden er overvundet.

For ”ham, som ikke kendte til synd, har Gud gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham” (2 Kor 5,21). Vores ypperstepræst er gået ind i helligdommen med sit eget blod, og har givet ”sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft (Ef 5,2).

Det er fuldbragt! Dommen er taget bort.

For der er ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus (Rom 8,1). For hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død (Rom 8,33-34).

Det er fuldbragt! Døden er ikke mere.

For syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre (Rom 6,23).

Det er fuldbragt! Djævelen og helvede er slået tilbage.

Himlen er åben, og en synder tør se frimodigt derop i sin sidste strid og sige. ”Fader! I dine hænder betror jeg min ånd”.

Vil du se denne sejr allerede på Golgata, da vend endnu engang tilbage til Kristi kors. Han er korsfæstet mellem to røvere. Den ene forhærder sit hjerte endnu under dødens kvaler, der er intet uden bitterhed i hans sjæl, og bitterheden bryder ud i spot mod ham, som er korsfæstet ved hans side. ”Er du ikke Kristus?” – siger han hånende – ”Frels dig selv og os!”. Men den andet irettesætter spotteren og siger: ”Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom?” Han går i sig selv og bekender sin synd og siger ”Vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt”. Dermed vender han sig bodfærdig til Jesus og beder den troendes bøn ”Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige”. Hvor tør han dog bede sådan? Han har jo ført et fortabt liv. Han er en forbryder, en røver, der er blodskyld over hans hoved. Synden har haft ham fuldkommen i sin magt. Sjælens fjende jubler og tænker ”denne mand tilhører bestemt mig”! Djævelen åbner allerede sit mørke rige, for at opsluge denne røver – men se kærlighedens sejr! Herren vender sig til røveren og siger ”Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.”

Hør det dog, I syndere! Forhærd jer ikke, men fortvivl hellere ikke! Fortvivl ikke uanset hvilken skyld der hviler på dig, o menneske! Men vend dig til ham, hvis kærlighed har fejret, og som endnu stadig søger det fortabte menneske for at frelste det. Ja selvom du er blevet gammel i syndens tjeneste, fortvivl dog ikke, men håb! For endnu er det nådens tid. Men du ved ikke, hvornår den tid er slut. Derfor brug nådens tid, mens du har den! Nu i dag hører du din frelsers milde røst. Tøv ikke, men vend dig til ham og sig: ”Herre! Tænk på mig i dit rige!” Så vil Jesus i sandhed ikke vise dig bort.

Bøn:

O du, min Herre og frelser! Tænk på mig! Jeg tørster efter det evige livs kilder, men jeg er en synder. Når min synd træder frem for mig, da bliver jeg meget bange, og min sjæl bliver bedrøvet indtil døden. Da formørkes solen for mig, og der bliver mørkt omkring mig. Da tvivler jeg på min frelse og tror mig forladt af Gud. Men du, trøst du mig da, med din kærlighedens sejr, og sig til mig: ”Det er fuldbragt”

Min Herre og Frelser! Mine dage flyder afsted som skygger, og mine år vil snart alle være gået. Men når jeg da ligger i min sidste strid og jeg råber i min angst: ”Herre tænk på mig i dit rige!” Da tænk på mig og giv mig den forsikring, at jeg skal være hos dig. På dette håb vil jeg frimodig se op og befale min ånd i din himmelske faders hænder!

Amen